Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Kost

Børn i dagplejen får tilbudt en alderssvarende, sund, varieret og ernæringsrigtig kost, som serveres i en hyggelig atmosfære, der fremmer børnenes udvikling, trivsel, læring og dannelse. Derfor følges de til enhver tid gældende retningslinjer og anbefalinger fra Fødevarestyrelsen i forhold til kostråd og rammer for det gode måltid i dagtilbud. 

Det tilstræbes, at børnenes energi- og ernæringsmæssige behov dækkes i det tidsrum, de er i pasningstilbuddet. Der tilbydes morgenmad, hvis barnet ikke har spist hjemmefra. Derudover serveres der formiddagsmad, frokost, eftermiddagsmad og evt. et sent mellemmåltid til de børn, der bliver afhentet tæt på lukketid. 

Forældrene er velkomne til at medbringe mad fx til uddeling ved fødselsdage mm. Dette sker efter aftale med dagplejeren. 

Mælk, gryn, frugt og grønsager skal være økologiske. Andre fødevarer skal købes økologisk, hvis prisniveauet er det samme som ikke-økologiske fødevarer. Dagplejen prioriterer miljø- og ressourcebevidsthed i valget af fødevarer og lægger vægt på årstidsbestemte madvarer. 

Dagplejen bestræber sig på at servere mad og drikkevarer med et minimum af tilsætningsstoffer, farvestoffer og sprøjtemidler. Ligesom der skal være øget fokus på, at sukkerindtaget skal begrænses til festlige lejligheder, og mængden skal tilpasses barnets alder. 

De madvarer der tilbydes børnene skal opbevares og tilberedes, så de overholder gældende hygiejneanbefalinger. Tilberedningen skal sigte mod smagfulde retter, der dufter godt, og præsenteres appetitligt. Konsistensen skal være tilpasset barnets motoriske udvikling og alder. 

Forældrenes eventuelle ønsker vedrørende special- og diætkost skal være lægeligt begrundede, undtagen hvis det skyldes religiøse årsager. Vi stræber efter at sammensætte specialkosten af almindelige fødevarer, som også tilbydes resten af børnegruppen. 

Spisetiderne skal være fleksible og tilpasses børnenes behov. Spiseområdet skal være indrettet med tilstrækkelig plads, der muliggør en komfortabel siddeplads. Børnene skal ud fra deres forudsætninger inddrages i madlavningen og borddækningen.  

Medarbejderne deltager i de fælles måltider sammen med børnene. Det er medarbejdernes ansvar at skabe forudsigelige og hyggelige rammer omkring måltidet og sikre tilstrækkelig tid til dette. Medarbejderne støtter desuden børnenes medbestemmelse, selvhjulpenhed og opmuntrer dem til at udforske maden for at fremme læring og madmod under måltidet.